Skrevet d. 12/02-2018 af biloplysninger

Mercedes-Benz imponerer med ny A-Klasse

Med den karakteristiske, lave og fremadvendte front, som Mercedes selv kalder for ”Sharknose”, de smalle LED-forlygter og de enkle, minimalistiske linjer gennem hele bilen, må den nye A-klasse bestemt kaldes mere sporty og dynamisk end alle dens forgængere! Den er faktisk så fed, at den næsten kan minde lidt om den senest præsenterede CLS coupé, der må siges at være en fantastisk designet bil.

Den nye A-klasse kommer med en helt nyfortolket kabine, hvor det helt store fokuspunkt har været større rummelighed. Looket er avantgarde, og man fornemmer klasse overalt – fra det fritsvævende, widescreen-display til luftdyserne, der kan prale af en belysning i hele 64 forskellige farver. Herudover får man hede tanker om A-klassens storebror, S-klassen, når man ser det brede rat – der er virkelig tænkt over detaljerne i denne kabine!

MBUX – Den smarte bil med kunstig intelligens

Mercedes’ nye A-klasse er den første model i en lang række kommende biler, der kan leveres med det utrolig moderne infotainmentsystem kaldet MBUX – Mercedes-Benz User Experience. MBUX er første skridt på vejen ind i den helt nye og moderne æra indenfor biler: Den intelligente bil.

Systemet er udviklet, så det konstant lærer og tilpasser sig til dem, der bruger det, takket være fantastisk, kunstig intelligens. Du kan f.eks. følge en 3D-visualisering af bilen i realtid med de to touchskærme, der kommer med en opløsning i verdensklasse – eller du kan benytte den smarte stemmestyring til at styre MBUX-systemet. Ved blot to ord – ”Hey Mercedes” – vågner hele det smarte info-system, og dermed kan du let kontrollere bl.a. temperatur og navigation blot ved at bede bilen om det. Du får bogstaveligt talt en følelsesmæssig kontakt til din bil – er det ikke fantastisk?

Meget mere plads med aktive sikkerhedssystemer

På trods af det meget sporty eksteriør, så er A-klassen faktisk vokset en del i forhold til de tidligere modeller. Dette betyder et større bagagerum, der er vokset med 29 liter til imponerende 370 liter, ligesom selve kabinen er vokset i både højde og bredde, således at højde eller brede personer vil befinde sig godt under køreturen. Sæderne har naturligvis mulighed for både køl og varme, ligesom du kan tilvælge ekstra oppustelig støtte og massage, hvilket placerer A-klassen på førstepladsen i bilklassen indenfor komfort!

Mercedes’ nye A-klasse har mulighed for delvis automatisk kørsel, hvilket skyldes det smarte Intelligent Drive system, som ligeledes kendes fra S-klassen. Her bruges et optimeret kamera- og radarsystem til at holde øje med bilens omgivelser, og den scanner vejen for forhindringer op til 500 meter væk. Herudover bruger bilen data fra navigationssystemet til at tilpasse fartpiloten til vejens forløb – bilen sænker selv farten, når der kommer skarpe sving eller forhindringer. Indenfor aktive sikkerhedssystemer må man også bare sige, at Mercedes’ A-klasse er i en klasse for sig selv!

Optimerede og effektive benzin- og dieselmotorer

Mercedes’ nye A-klasse kommer naturligvis med helt nye og mere effektive benzin- og dieselmotorer. Her er der mulighed for levering af enten den firecylindrede benzinudgave, A 200, på 1,4 liter, eller den firecylindrede dieseludgave, A 180 d, på 1,5 liter. Begge modeller kommer med den dobbelte koblingsgearkasse, 7G-DCT, og nye tilføjelser, som er tilpasset til bilernes brændstoftype. Derfor vil vi se A 200-modellen med cylinder shut-off og smart partikelfilter, mens A 180 d-modellen kommer med et avanceret emissionskontrolsystem med AdBlue, der er med til at nedsætte emissionen af skadelige partikler!

Mercedes-Benz A-Klasse: A 200 / A 180 d

  • Transmission: 7G-DCT / 7G-DCT
  • Ydelse kW/hk: 120/163 / 85/116
  • Ved RPM: 5.500 4.000
  • Moment (Nm): 250 / 260
  • Forbrug (liter/100 km): 5,1 / 4,1
  • CO2-emmision (g/km): 120 / 108

Den danske importør af Mercedes’ nye A-klasse kan desværre endnu ikke sige, hvad den danske pris kommer til at blive – men bilen kommer til at være i den dyre ende.

Mercedes benz A klasse ny model

 

Gamle model A klasse